Spiseforstyrrelser – gode råd til pårørende

Gode råd til pårørende

Få gode råd til hvordan du, som pårørende, kan hjælpe en person, som er berørt af en spiseforstyrrelse.

I nedenstående blogindlæg kan du læse mere om hvordan du kan hjælpe.

Kommentarer hjælper ikke.

Det hjælper ikke at kommentere om hun er tynd, tyk, har taget på, hvordan hun spiser, eller om hun spiser for meget eller for lidt. Vægten kan svinge mange gange på vej mod helbredelse. Bebrejdelser, der kan komme i forlængelse af afmagtsfølelsen, vil blot fjerne jer fra hinanden.
Det er ikke ensbetydende med at du blot skal se passivt til, imens hun sulter sig ihjel eller tager 60 kg på. Hvis du når til et punkt, hvor du ikke længere føler, at du kan tage medansvar for det, der foregår, må du forsøge at give ansvaret videre.

Tæl ikke kalorier.

Lad være med at bruge tid på at tale med hende om, hvor mange kalorier der er i det ene eller andet, hvad der er tilladt eller forbudt, sundt eller usundt. Tal i stedet med hende om, hvordan hun har det, for det er jo dybest set hendes indre liv, dette drama handler om.

Oprethold stabile madvaner.

Det vil være godt, hvis du kan opretholde stabile madvaner til dig selv/familien.

Stil krav og lav aftaler omkring spisning.

Alt afhængig af, hvor godt spiseforstyrrelsen har fat i hende, vil hun muligvis være i stand til at gå ind på nogle af nedenstående forslag. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, hvor meget hun kan klare, således at I starter realistisk. Prøv ikke at påvirke hende, men derimod at få hendes egne ønsker frem. Hun vil sandsynligvis tage små skridt ad gangen, så du må væbne dig med tålmodighed og være vågen over for disse små fremskridt.
Aftal hvilke måltider I spiser sammen
Få hende til at lave, eller lav i fællesskab, en liste over alle de ting hun kan spise, så I kan have det i køkkenet.
Undersøg hvad hun er tryg ved at spise til morgenmad (det vil sandsynligvis være noget i retning af frugt, knækbrød eller fedtfattigt yoghurt)
Undersøg hvad hun kan holde ud at spise til frokost (det vil sandsynligvis være salat, frugt, eller brød uden noget)
Bed hende lave eller lav sammen med hende, en liste over 10 middagsretter hun kan spise uden at føle sig invaderet (det vil sandsynligvis være fedtfattigt, light osv.). Brug listen således at hun sommetider vælger en ret fra menuen, I kan spise sammen og andre gange kan hun spise en ret fra menuen, imens du/I spiser, hvad du/I har lyst til.
Uanset hvor primitiv en ret hun får, er det altid godt at gøre noget ud af det – gøre det til et måltid. For eksempel er der stor forskel på at få serveret et æble og en appelsin og så at få serveret frugtsalat eller frugtgrød i en skål, der skal spises med en gaffel eller ske. Og der er stor forskel på at spise ren salat med agurk og tomat og så at spise det med friske krydderurter og presset citron. Fornemmelsen af et veltilberedt, kærligt måltid er vigtig at forsøge at holde fast i.

Gå en tur.

Når I har spist, er det en god idé at spørge hende, om hun har lyst til at gå en lille tur, ikke for at gå kalorier af, men for at komme væk fra bordet med rester og lyst til at spise mere og for at være i omsorgsfuld kontakt med hende på et af de tidspunkter, der er meget vanskeligt for hende.
I kan også tale om andre aktiviteter, der kan være rare at udføre lige efter maden – uden for køkkenet.

”Er jeg for tyk?”

Hun vil ofte spørge: ” Er jeg for tyk?”. Lad være med at hoppe på den og give næring til symptomet. Fortæl hende, at du ikke vil være med til at tale om hende på den måde og besvar så, fra nu af, det spørgsmål med: ”Du er dejlig som du er og jeg elsker dig” eller ”Du betyder meget for mig og din vægt er ikke vigtig for mig” eller hvad du nu synes er rigtigt for dig.

Fjern fokus fra maden.

Maden er kun symptomet, koncentrer dig derfor om det, I har sammen eller kan få sammen. Gå ture, gå i biografen, læs de samme bøger og tal om dem, gå i teatret, lyt til musik, vær sammen om dyr og så videre. Og tal om hvordan I har det, hvordan I ser livet, hvad I oplever, føler og tænker. Du vil opdage, at det vil fange hendes interesse, hvis du begynder at fokusere mere på det indre liv, og at du nænsomt deler dit indre liv og spørger til hendes.

Den gode samtale.

Den gode samtale kan komme. Når du taler ud fra dig selv og dine følelser: ”Jeg kan gode lide…” ”Jeg bryder mig ikke om” ”Det, der forvirrer mig er…” ”Jeg er usikker omkring..”, ”Jeg har lyst til..” Jeg er ked af…”
Når du lytter længe uden at afbryde (i stedet for at komme med gode råd)
Når du spørger (i stedet for at kommentere eller tilkendegive din mening). F.eks. Hvad er du glad for? Hvad savner du? Hvad har du brug for? Hvad er du glad over?
Når du anerkender hendes følelser og oplevelser. F.eks. ”Du ser ked ud af det, når du fortæller om det – er du ked af det? ”Du lyder glad i dag – er du det?”
Når du viser medfølelse (i stedet for at dømme eller fordømme). For eksempel: ”Jeg ved ikke om jeg forstår det, men jeg kan mærke, at jeg bliver ked af, at du har det på den måde” eller ”Det er svært for mig at sætte mig ind i det med maden, når jeg ikke har prøvet det selv, men når du fortæller om dit liv, kan jeg genkende..” (vær dog opmærksom på at samtalen ikke kommer til at dreje sig om dig, det er ikke hensigten). Eller du kan vise medfølelse ved at tage hendes hånd eller give hende et knus eller lade hende græde ved din skulder.
Når du er lydhør overfor om hun kan rumme dine synspunkter og følelser lige nu.
Undgå på nogen måde at bruge det, hun har fortalt dig, imod hende senere, for så er det ikke sikkert at hun tør åbne sig omkring det en anden gang.

Anerkend hende.

Fortæl hende at hun er dejlig – eller vigtig for dig. At hun er et godt menneske. At du holder af hende eller elsker hende. Fortæl hende, at hun nok skal klare det, at hun har styrken i sig til at komme videre, at hun fortjener at blive rask. Tro på hendes helbredelse, også når hun ikke gør – og fortæl hende om det.
Ros hende i det små, i dagligdagen, for egenskaber der kommer til udtryk: Hendes humor, hendes kreativitet, hendes indlevelsesevne. Fortæl hende, hvor glad det gør dig, når hun fortæller om fremskridt i helbredelsesprocessen. Fortæl hende når du kan se, hun kæmper.
Lad være med at fortælle hende, når du kan se at det ikke lykkes – spørg hende i stedet, hvordan hun har det – eller lad hende være. Lad være med at komme med ideer eller forslag (heller ikke de gode) til, hvad hun kan gøre med mad eller med sit liv, medmindre hun beder om det. Accepter den måde, hun gør det på – det tempo, hun gør det i – selvom det går meget langsomt. Lad hende komme selv. Tilkendegiv at du bliver glad når hun gør det og lad hende forstå, at det er i orden, at hun har brug for at være alene med det sommetider, så hun kan udvikle sig i sit eget tempo og få oplevelser af at være sig selv og leve sit eget liv.

Fysisk kontakt.

Plejer hun at have fysisk kontakt i hverdagen? Hvis ikke, kan du være sikker på, hun har brug for det. Tal med hende om det. Hvordan I evt. kan komme i gang med det (men vær lydhør overfor hvis hun ikke er klar – eller klar til at få det af dig – selvom det er hårdt). Start med de små tiltag: At stryge hende over håret, at holde hendes hånd, at give længere knus hvor I holder om hinanden. Dril med at lave pudekamp, kilde eller slås for sjov. Kan I nå frem til, at hun kan ligge og lade sig holde om i længere tid – og måske få grædt, kan det være meget healende. Find jeres egne måder. Det vigtigste er at respektere hinandens grænser og at det er i orden for begge parter at sige stop.

Sæt grænser.

Det er vigtigt, at du ved, at du godt må sætte grænser overfor hende og sige at du ikke kan hjælpe her og nu. Hvis du skal holde til at være der for hende i det lange løb, er det vigtigt, at du føler, du har lov til at melde pas fra tid til anden. Hun vil være meget ked af det i lange perioder og vil ofte kun dele det med de allernærmeste. Det vil være enestående, hvis du kan holde til at stå til rådighed med trøst og omsorg 24 timer i døgnet i årevis. Grænser er kærlighed, når de bliver markeret på en ordentlig måde, det viser hende, hvor du er – hvem du er – og hvor du ikke er. Det viser hende hvor langt du er med. Og de, viser hende at hun også må have grænser og markere dem.

Grænser er kærlighed, når de bliver markeret på en ordentlig måde. Det viser hende, hvor du er, hvem du er, og hvor du ikke er. Det viser hende, hvor langt du er med. Og de, viser hende at hun også må have grænser og markere dem.

Støt hende i at vælge.

Det vil mange gange være utroligt svært for hende at vælge, hvad hun har lyst til, af mad, af selskab, af aktiviteter. Giv hende tid og rum til at vælge. Hvis du skal hjælpe hende, kan du gøre det ved at spørge til, hvad de to stemmer siger, den positive og den negative, og ad den vej dække dilemmaet. Eller du kan spørge hende, hvad hendes indre barn har brug for og hvad den voksne del gerne vil og ad den vej hjælpe med at afdække dilemmaet. Du kan også undersøge om et ”Jeg ved det ikke”, eller ”Jeg kan ikke vælge” betyder. ”Nej, jeg har ikke lyst, men jeg er bange for at sige nej” sådan kan det nemt være.
Men sommetider er der noget, du kan gøre. At du træffer valget for hende er ikke en hjælp, så kan du bare trække dig tilbage og lade hende være.

Tal med andre.

Det er godt, hvis du taler med nogen om, hvordan du har det, om hvordan det er at være i din situation, hvad der gør dig træt, afmægtig, forvirret, ked af det, vred eller optimistisk eller glad. Du får brug for støtte for at kunne klare at være der for hende. Det kan tage lidt tid, før det går op for dig, hvor krævende det kan være, eller at du bliver drænet, så det er vigtigt, at du har relationer, hvor du kan give udtryk for, hvordan det går, ikke bare med hende, men med dig selv. Sørg for at møde ligesindede.

Det gode måltid.

Husk det gode måltid til dig selv. Prøv at huske tilbage fra før hun begyndte at påvirke dine madvaner. Hvordan var det at spise maden, da det ikke var et problem? Hvad var det, der gjorde et godt måltid godt, når det var allerbedst? Prøv at mærke efter, hvordan du helst selv vil have dine måltider, for at de bliver gode for dig. Kan du ændre normerne omkring dine egne måltider, så det bliver en rar og attraktiv oplevelse for dig selv at spise?
Tag f.eks. tiden til at lave en udsøgt middag til dig selv – eller til dine venner som virkelig værdsætter det – eller bed dem invitere dig til middage, der fylder. Måske kan I lave middage sammen i deres køkken, væk fra rummet, hvor misbruget spørger.
Men tillad også maden at fylde i dit eget køleskab fra tid til anden med lækre råvarer.
Hvis man har en spiseforstyrrelse, vil dette måske være svært at rumme. Hun kan evt. være væk hjemmefra de dage, så hun ikke forstyrrer dig og stemningen med sine ord eller sin energi.

Dit eget køleskab.

Hvis du ønsker at have delikatesser i køkkenet til en anden dag, kan det blive nødvendigt at låse dem inde, hvis ikke hun kan lade dem være. Det kan gøre hende vred og frustreret. Det bedste du kan gøre er at gøre det med kærlig accept af, og som konsekvens af, tingenes tilstand.
Det er ikke en hjælp til hende at sætte lås på køleskabet. At låse hendes mad inde det er at hjælpe på symptomets præmisser. Dette ville styrke hendes oplevelse af at hendes problem kan kontrolleres eller løses uden for hende selv.

Arbejd med dig selv.

Det er svært, hvis man ikke har været vant til at beskæftige sig særlig meget med det indre liv, at støtte et menneske med en spiseforstyrrelse. Det kan være svært, at der pludselig kommer så meget fokus på følelserne, det kan være svært at honorere krav om at mærke følelserne, at tale om dem, at forstå dem, at handle ud fra dem – og så i det omfang der skal til. Det kan være svært at acceptere at ens gode råd ikke kan bruges. Svært at håndtere når hun vil noget – så vil hun ikke alligevel – så vil hun – så vil hun ikke alligevel. Svært at acceptere, at ens kærlighed skal finde nye udtryk. Svært, at man måske bliver nødt til at forandre nogle ting hos sig selv, hvis man igen skal have et tæt forhold til hende. Svært at være tålmodig, at rumme afmagten, smerten, skyldfølelsen, frygten, tvivlen, sorgen, vreden, kærligheden og angsten for at miste hende.
Hvis du har mod på det, vil det kunne hjælpe dig selv og hendes helbredelse at vende blikket indad og nænsomt i det omfang du har overskud til det, begynde at arbejde med dit eget indre liv. Tag på udviklingskurser, efteruddan dig, gå i terapi, gå til yoga, mediter, læs. Gå til det du finder mest interessant og som du magter lige nu. Åben dig for forandring og søg nye veje.

Lev dit eget liv.

Jeg ved, at når man ønsker at være der, ønsker at hjælpe, så vil man give alt, hvad man har og lidt til, hvis det kan hjælpe. Det er der mange der gør. Problemet er bare at det ikke hjælper i længden. Selvom du er bekymret og påvirket af situationen hjælper det ikke på helbredelsesprocessen, at du ofrer dit liv og alt det, der giver dig glæde og livskraft. Tværtimod. Husk dig selv, husk at leve dit eget liv. Se andre mennesker, gå ud, fasthold nogle interesser osv. Det vil være godt, hvis nogle kan minde dig om at leve dit eget liv – side om side med jeres kamp for hendes helbredelse.
Hvis du er i parforhold – husk at prioriter det.
Er det dit barn, der har en spiseforstyrrelse og har du andre børn, så sørg for at være sammen med dem og vær sammen med dem om deres interesser. Tal evt. med dem om deres roller og følelser i alt dette. Samtidig er det vigtigt at hendes spiseforstyrrelse ikke fuldstændig overtager hele familien.
Husk at det er fra de mennesker, der er omkring dig, der er velfungerende og fra aktiviteterne i dit eget liv, at du kan hente styrke til at klare denne opgave. Sørg for at få fyldt på din egen energi- og kærlighedstank, så har du noget at give af.

Vær dig selv.

Det er en stor opgave at støtte et menneske i krise. Men der vil altid være mere, du kunne gøre, noget du ikke når, noget du kunne gøre bedre, tidspunkter du ikke er nærværende. Sådan er det. For alle. Jeg tror, at det vigtigste er, at du gør det på din egen måde. At du ikke forsøger at være Moder Therese, men bare er dig selv. Du kan lytte til de mange velmenende råd, tage hvad du kan bruge og spytte resten ud. I sidste ende kan du jo kun lytte til dit hjerte, bruge din sunde fornuft og gøre det så godt du kan. (Heide, Kirstine, 1999).

  ÅBNINGSTIDER

Mandag – Torsdag 9:00 – 17:00
Fredag 9:00 – 16:30
Helligdage Lukket

  (+45) 61 73 76 44

  FIRMA ADRESSE

Bestil tid i dag

Ingen problemer er for store og ingen er for små. Bestil tid allerede i dag og få professionel hjælp til problemet. Rikkethue.dk – Terapi med kvalitet, omsorg og kunden i centrum.


2018-10-01T20:42:18+00:00